I artiklen ”Ansvar for andres læring – om IT, lærerroller og lærerkompetencer i forbindelse med nye læringsformer” behandler Annette Lorentsen, lektor, cand.mag og cand. interpret., institut for Sprog og Internationale Kulturstudier, Aalborg Universitet, mediepædagogikken med en konstruktivistisk indgangsvinkel. Ifølge denne består udfordringen for det danske uddannelsessystem af tre hovedpunkter, nemlig at kunne håndtere: ”1. de lærende som individer, der er aktive og har mulighed for at præge egne læreprocesser fra start til slut, i et differentieret og fleksibelt koncept. 2. delt ansvar og styring mellem lærende og lærer og dermed en markant ændret lærerrolle. 3. samarbejde mellem lærende”[1].
Disse tre punkter kan i særdeleshed inddrages i forhold til denne opgaves mål – at give et bud på, hvordan unges medievaner og –kompetencer kan integreres i danskundervisningen. Punkt et fremhæver det individuelle forhold til læringen, hvilket i høj grad kan opnås ved at inddrage moderne medier som mobiltelefon og Internet. Eleverne har med disse medier en stor mulighed for at præge deres arbejde og fremstillingen af deres produkter. Desuden kan arbejdet med f.eks. computeren fremme lærerens kendskab til eleven og dennes udvikling, hvilket kan hjælpe læreren til at hjælpe og guide eleven på lige præcis de områder, den enkelte har behov for. Som jeg allerede har været inde på, kræver dette af læreren, at han/hun skal finde sig til rette i en helt ny lærerrolle, hvor det i høj grad handler om at være vejleder, der hjælper eleven til selv at finde og fremstille svarene.
Kendetegnende for vores samfund er, at det ikke længere er præget af ”rigtigt og forkert”, vi går fra at være præget af ”regelstyring” til ”læringsstyring”[2]; fra en forståelse præget af ”Universel normativitet”[3], troen på at til hvert problem findes der en løsning, til en forståelse præget af situativ refleksion. Dette ændrer såvel læringsforståelsen som lærerrollen.
Men læreren skal ikke træde tilbage – tværtimod er samarbejdet mellem eleven og læreren meget vigtigt ligesom samarbejdet mellem eleverne selv. Brugen af Internettet, her især fokuseret på weblogs, udvikler en synlighed, som kan fremme kendskabet til og interessen for andre elevers arbejde. Dette kan give den enkelte en større indsigt i egen udvikling, ligesom det giver oplagte muligheder for vidensudveksling og kommer til at danne elevernes eget interaktive bibliotek/vidensressource. I afsnittet om ”bloggen som moderne portefølje” behandler jeg nogle muligheder for regelsæt i forhold til arbejdet med bloggen. Annette Lorentsen lægger i sin artikel nemlig vægt på, at eleverne skal arbejde med samarbejdsprocesserne på et metaniveau, som en kompetence, der kan tillæres og kvalificeres løbende.
[1] Uddannelse, læring og IT, side 189.
[2] Qvortrup, side 16.
[3] Qvortrup, side 16.
Mediepædagogik
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
0 kommentarer:
Send en kommentar